Fraflytning erfaring Wihlborgs (Del 2)

Fraflytning fra Wihlborgs beretningen fortsætter med den juriske del samt lidt info om hvad reaktionen er fra Wihlborgs med hensyn til at komme lejeren i møde i forhold til at opnå en fælles enighed.

Lejekontrakt hos WihlborgsUdlejning

Vores oprindelige lejekontrakt stammer rent faktisk fra et Datea lejemål. Men da en række af disse i sommeren 2017 blev overtaget af Wihlborgs, er kontrakten nu i deres tolkning.

Efter at have haft besøg af Wihlborgs som beskrevet i del 1 sker der følgende udvikling.

Den juridiske uenighed drejer sig primært om følgende detaljer i kontrakten:

“Ved lejemålets ophør skal lejer senest kl. 12.00 den dag, det lejede skal fraflyttes – selvom dette er en helligdag, eller dagen før en helligdag – aflevere det lejede med alt, hvad dertil hører, rengjort og nyistandsat (bl.a. lofter, vægge og gulve m.m), således at det lejede omgående og uden udgift for udlejer er klar til udlejning til ny lejer.

Ligeledes angiver Erhvervslejelovens §74 følgende:

Det lejede skal være fraflyttet senest kl. 12.00 på fraflytningsdagen. Lejeren skal aflevere det lejede i samme stand som ved overtagelsen med undtagelse af den forringelse, som skyldes slid og ælde, og som ikke er omfattet af lejerens vedligeholdelsespligt, samt mangler, som det påhviler udlejeren at udbedre.

Det er primært på baggrund af ovenstående at vi var stærkt forundrede over Wihlborgs standpunkter ved vores møde.

Wilborgs erfaring

Wihlborgs accepterede ikke gulvafslibning og lakering som aflevering af gulvene som ny-istandsatte. De forlangte at alle trægulve og gulvtæpper blev totalt udskiftet efter 3,5 års brug for et konsulentfirma. Det samme gjorde sig gældende med tekøkken, lofter og loftbelysning. Wihlborg mente ikke en udskiftning af eventuelt beskadigede loftsplader og loftsbelysning var nok, men forlangte at alt skulle skiftes.

Vores advokat var stærkt uforstående og ligeledes var personer i  andre ejendomsvirksomheder vi samarbejder med. De havde aldrig hørt om at eks. et 3,5 år gammelt akustikloft bestående af 60×60 plader skulle skiftes ud – inklusive ophæng og det hele.

Det samme med trægulvet – et 14 mm parket gulv i Eg olie natur. Wihlborgs mener slet ikke at mindre slid fra kontorbrug af konsulenter kan slibes væk. Deres holdning er at et parketgulv i 14 mm slet ikke kan slibes, men skal skiftes fuldstændigt ud. Igen er de bekendte vi har indenfor ejendomme stærkt overraskede. Til eksempel fortæller Junckers på deres hjemmeside at et parketgulv på 14 mm kan slibes 5 gange.

Eftersom Wihlborgs fastholder deres standpunkt, at vi enten betaler kr. 250.000 eller udskifter alt hvad de mener skal være nyt, vælger vi at gå videre med at udføre en grundig istandsættelse. Mere om dette i del 3 af fortællingen.

 

Fraflytning erfaring Wihlborgs (Del 1)

Erfaring med Wihlborgs (Del 1) – indledende forhandlinger

Mit firma havde i 3½ år lejet et kontorlokale på 162 m2 af Datea. I August 2017 blev ejendommen overtaget af ejendomsselskabet Wihlborgs.

Da vi løb tør for plads på grund af virksomhedens vækst havde vi opsat vores lejemål og fundet et nyt. Det er en it virksomhed, så vi har været 8-13 medarbejdere der har forårsaget begrænset slid på inventaret og generelt haft en meget normal “kontoradfærd”.

Vi overtog det oprindelige lejemål nyinstandsat og var selvfølgelig indstillet på at bringe alt til normal fraflytningsorden ifølge kontrakten, som specificerede:

Ved lejemålets ophør skal lejer senest kl. 12.00 den dag, det lejede skal fraflyttes – selvom dette er en helligdag, eller dagen før en helligdag – aflevere det lejede med alt, hvad dertil hører, rengjort og nyistandsat (bl.a. lofter, vægge og gulve m.m), således at det lejede omgående og uden udgift for udlejer er klar til udlejning til ny lejer.

Efter gentagne gange at have forsøgt at komme i kontakt med Wihlborgs lykkedes det først 1½ måned før vores fraflytning af få et møde i stand vedrørende overdragelsen. De mødte 2 personer op og hilste pænt. Herefter går de rundt og kigger lidt og nævner:

  • Av, den belysning ville vi nok ikke have valgt. Den skal I nok skifte ud
  • Ja, I skal jo nok skifte hele køkkenet.
  • I er sørme heldige I valgte grå fliser på badeværelset. Så behøver I ikke skifte dem helt ud.
  • Lofterne ville vi nok også have lavet anderledes, men I skal alligevel skifte dem helt ud

Så der startede snakken med Wihlborgs. Vores forventninger lå nærmere i fuld maling af træværk og vægge, rens af gulvtæpper,meget grundig rengøring, gulvafslibning og reparation af loftsplader, som var i stykker.

Det nåede vi ikke i land med. Wihlborgs præsenterede følgende ønsker til istandsættelse af de 162 m2:

Prissætning af enkeltelementer i kroner ekskl. moms:

Lofter 103.000
Gulve 49.000
Tæpper 32.000
Køkken 40.000
Maling 34.000
Toilet 1.000
Belysning 32.400
Opvaskemaskine 4.000
Total 295.400

Vi var ikke helt enige, men fik så et tilbud på at betale kr. 250.000 med det samme. Så slap vi for at gøre mere.

 

Følg med i næste blog indlæg for at følge den videre sag om fraflytning af et Wihlborgs lejemål.

Erfaring med erhvervsleje

Denne blog er tænkt til dig, som sidder i et erhvervslejemål eller tænker på at gøre det. Jeg vil her give dig mulighed for at orientere dig på markedet, give gode råd og undgå faldgruber.

Indlæg på denne side vil være baseret primært på personlige erfaringer med udlejerne Newsec og Wihlborgs som begge lejer ud i primært København. Der vil over tid selvfølgelig også være plads til andre udlejere, så kom gerne med ideer til indlæg, hvis du selv har erfaringer, du vil dele med kontrakter, indflytning, udflytning, overtagelse og ikke mindst fraflytning.